Der spørges jævnligt om de forskellige modeltogs-begreber i Facebook-modeltogsgrupper. Begreberne bliver ofte forvekslet eller brugt i en kontekst, hvor de ikke giver mening. Der er også en del at holde styr på.

AC og DC, 2- og 3-skinne

Før der kom digitalisering af modelbanen, var der to hovedretninger. Den ene var Märklin, der havde valgt at bruge vekselstrøm, og så var der “alle de andre”, som eksempelvis Roco, Fleischmann og Lima, der alle brugte jævnstrøm.

Märklin valgte i sin tid at benytte et 3-skinnesystem. Det betyder, at lokomotiver og vogne, der skal bruge strøm, er udstyret med en slæbesko, der glider hen over en midterleder på skinnerne. I starten lavede Märklin denne midterleder som en fast skinne, ganske som dem, hjulene kører på. Senere blev midterskinnen til kontaktpunkter, som bruges i dag på C- og K-skinner.

Märklin valgte, at deres modeltog skulle forsynes med vekselstrøm. Vekselstrøm kendes ved betegnelsen AC (Alternating Current). Løsningen med vekselstrøm gjorde, at motoren skulle udstyres med en “perfektomskifter” for at skifte køreretning. At skifte retning foregik typisk ved, at man skulle dreje hastighedskontrollen “bagud” eller “nedad” for at give en spændingspuls, der fik perfektomskifteren til at skifte, så spændingen løb igennem motorens anden vikling.

Vekselspændingen kom fra en transformator, hvor man kunne regulere spændingen. Jo højere spænding, jo hurtigere kørte lokomotivet.

De andre modeltogsfabrikanter valgte at benytte jævnstrøm, som også kendes ved betegnelsen DC (Direct Current). Man valgte også, at strømmen til lokomotiv og vogne skulle ledes gennem de to skinner. Plus i den ene skinne og minus i den anden skinne. Her var motoren en simpel jævnstrømsmotor, og man skiftede lokomotivets kørselsretning ved at trykke på en knap på strømforsyningen, således at der blev skiftet om på plus og minus i ledningerne. Også her regulerede man spændingen. Jo højere spænding, jo hurtigere kørte lokomotivet.

Fælles for begge systemer var, at de var analoge, og ville man køre med mere end ét lokomotiv, så skulle man opdele sin togbane i separate strømkredse, med hver sin transformator.

Som det fremgår af ovenstående, var det i den analoge verden sådan, at AC var synonymt med 3-skinne, og DC var synonymt med 2-skinne. Og ja, der er nogle enkelte, der har brugt DC på en 3-skinnebane.

Modelbanen bliver digital

I starten af 80’erne kom de første digitale systemer. Märklin kom med deres “Märklin Digital” og senere et simplificeret system ved navn “DELTA”. Begge var baseret på Märklin Motorola (MM)-protokollen. “Alle de andre” valgte at benytte DCC (Digital Command Control)-protokollen, som blev udviklet af Lenz Elektronik GmbH i Tyskland.

I starten var man bundet til en af protokollerne, da kørekontrollerne “kun” kunne enten MM eller DCC. I starten var det udelukkende Märklin, der lavede kørekontroller til MM.

Ved digital drift er spændingen en modificeret vekselspænding, uanset hvilken protokol man benytter. For at sende digitale signaler til lokomotiverne skifter vekselspændingen med skiftende frekvens, som opfanges af dekoderen i lokomotivet. Dekoderen lytter efter signaler, der er sendt til netop den adresse, man har tildelt det pågældende lokomotiv/den pågældende dekoder.

I 2004 introducerede Märklin en ny protokol ved navn “mfx”. Den var udviklet af ESU, som i deres egne produkter kalder protokollen “M4”.

Så uanset om man har 2- eller 3-skinne digitaldrift, så er det vekselspænding. Som beskrevet ovenfor skifter spændingen i frekvens, og derfor er der mange, der kalder dette for “digital strøm”.

Centralstationer, kørekontroller og dekodere

Som årene er gået, er der kommet både multiprotokol-dekodere og multiprotokol-centralstationer/kørekontroller. Et par eksempler på dekodere er ESU’s LokPilot og LokSound-dekodere samt Zimo. Et par eksempler på multiprotokol-centralstationer/kørekontroller er Märklin CS2, CS3, Roco z21start, Z21 samt ESU’s ECoS. Märklin MS2 er en multiprotokol-kørekontrol.

For at finde ud af, hvilken type dekoder der er i et givent lokomotiv, må man konsultere enten manualen, forhandlerens hjemmeside, producentens hjemmeside eller spørge i sin lokale modeltogsforretning. Ved køb af et brugt lokomotiv skal du være opmærksom på, at den tidligere ejer kan have skiftet dekoder, eller at det måske er et lokomotiv, der oprindeligt var analogt, men er blevet ombygget til digital drift.

2- kontra 3-skinnesystem

Når diskussionen falder på, om man skal vælge at opbygge sin modeltogbane enten med 2-skinne eller 3-skinne, så har begge systemer nogle fordele og ulemper.

Fordele

2-skinne:

• Stort udvalg i skinner fra forskellige producenter. Der laves skinner i forskellige “Code” (fx 87 og 100)
• Skinner er billigere end 3-skinne
• Mere naturtro udførsel af skinner
• Stort udvalg i kørende materiel fra mange producenter

3-skinne:

• Stort udvalg i kørende materiel fra mange producenter
• Der skal ikke bruges ekstraudstyr i vendesløjfer (i bred forstand)
• K-skinner fra Märklin er meget naturtro
• C-skinner og K-skinner kan kobles sammen via en særlig adapterskinne

Ulemper

2-skinne:

• Det kan være nødvendigt at have særskilt strøm til hjertestykket, da der skal skiftes polaritet ved skift af sporskiftet. Dette gøres i dag enten mekanisk eller vha. en dekoder/drevet, der skifter.
• Det kræver ekstraudstyr for at lave vendesløjfer (i bred forstand).

3-skinne:

• Skinner er dyrere end skinner til 2-skinne drift
• Kun én producent af skinner
• Ikke alt rullende materiel fås til 3-skinne drift
• Der er ikke flex-skinner i Märklins C-skinneprogram

Skrøner

• På 3-skinnesystemer optager lokomotiver strømmen bedre
  Argumentet er, at da den ene forbindelse er gennem hjulene på begge sider af lokomotivet, så er optaget er bedre. Vil man styre sin togbane med sin pc, så skal den ene skinne bruges til “tilbagemelding”, og derfor er der kun optag i den ene af skinnerne. Er der problemer med strømoptaget, uanset om det er 2- eller 3-skinnedrift, så kan der være flere årsager til dårligt strømoptag, fx at skinnerne er beskidte eller rustne.
• Med 2-skinne er det svært at lave vendesløjfer
  Uanset om man kører analogt eller digitalt, så er det nødvendigt at benytte et vendesløjfemodul.

Kan man køre digitalt på analoge skinner?

Det er et relevant spørgsmål, hvis man har en analog bane og vil skifte over til digitaldrift. For selve skinnerne er det underordnet, om der køres analog eller digitalt på dem. Men man skal dog være opmærksom på, om der på nogle af skinnerne er monteret en støjdæmpningsanordning. Er der det, så skal den fjernes ved overgang til digitaldrift. Problemet er, at støjdæmpningsanordningen vil forstyrre det digitale signal, der sendes ud i skinnerne, og det vil give problemer med stabil drift.

Konklusion

I dag er man ikke bundet til at bruge en Märklin-centralstation, hvis man har Märklin-skinner og lokomotiver. Man kan sagtens benytte en ECoS eller en Roco z21Start/Z21-centralstation. Man skal selvfølgelig være opmærksom på protokollerne, og især på, om ens ældre lokomotiver benytter en protokol, der understøttes af centralstationen.

De fleste dekodere i dag (fx LokPilot og LokSound) kan forstå forskellige protokoller, og de kan også anvendes på analoge anlæg, uanset om det er AC- eller DC-spænding. Ved AC analogdrift må dekodere kun benyttes sammen med “Den hvide transformator” fra Märklin. De gamle blå er ikke lavet til vores el-nets nuværende 230 volt, og vil derfor brænde dekoderne af, når der skiftes retning.

Vær her opmærksom på, at visse dekoderfabrikanter laver versioner, som er låst fast til en bestemt protokol. Fx har ESU både “LokPilot V5”, som er en multiprotokol-dekoder, og “LokPilot V5 DCC”, som udelukkende forstår DCC.